Jeg ligger i skilsmisse med mit hidtidge tidsfordriv. Det er hårdt! Jeg aner ikke hvad jeg i stedet skal tage mig til og indtil videre har forskellige, mere eller mindre ligegyldige, facebook-applikationer derfor måtte holde for.

Kloge hoveder ville måske opfordre til, at jeg i stedet brugte mere tid på mand og barn eller, og det er ikke helt uforståeligt, på oprydning og rengøring i mit hjem. Det sidste er ikke specielt underholdende og standarden er da ikke helt elendig… Kan det være en hobby at hygge med familien? Måske, men det har min mand ikke tid til.

Jeg kunne velsagtens også læse mere, men jeg har aldrig været en stræbsom studerende og har foreløbig ingen planer om at blive det. Men hvad så?

Jeg har ikke tænkt mig at lære at strikke, hækle, scrapbooke eller lignende håndgerningssysler. At begrave snuden i bøger er heller ikke ligefrem en hobby, det gør jeg jo i forvejen. Jeg hader at løbe og har ingen interesse i heste eller svømning for den sags skyld. Min SU-handikappede økonomi rækker heller ikke til at påbegynde en karriere som opdagelsesrejsende.

Før vi blev beriget med et barn i husstanden rykkede jeg rundt på møblerne en gang i kvartalet – alletiders tidsfordriv og kedsomhedsstopper, men herren har sat foden ned og krævet, at det hørte op. For en gangs skyld makkede jeg ret, men det kribler alligevel lidt i fingrene når jeg kigger på vores stue…

Hvad skal jeg dog tage mig til? Jeg har ikke oceaner af tid til rådighed, men alligevel tilstrækkeligt til, at jeg keder mig gevaldigt og bruger energi på højst ligegyldige ting.

Hjælp!

Vores søn blev meget hurtigt indviet i hemmeligheden om famileforøgelsen, simpelthen fordi hans fascination af babies er væsentligt større end vores. Fra tid til anden tror jeg faktisk, at han glæder sig mere end vi gør.

Han er meget optaget af at lytte til min mave og snakke med “sin” baby. Da jeg kun var ganske få uger henne, og min maves størrelse derfor kun betinget af mit kalorieindtag, konkluderede han følgende:

- Min baby inden i din mave er meget ked af det og græder (Ryan aer min mave og trøster baby)
Efter lidt eftertænksomhed og mere aen:
- Din mave er meeeget stor…
- Du spiser alt for meget mad!

Tak skal du have, min sødeste dreng… På trods af hans ærlighed, er han dog sød. Fra vi delte nyheden med ham, har vi jævnligt kigget i graviditetsbøger for at se, hvor stor baby nu er. Da den lignede en haletudse var den efter Ryans bedste overbevisning “klam”, men han fandt alligevel jævnligt noget af sit legetøj frem, som “hans” baby gerne måtte lege med, når den kom ud (af navlen, naturligvis. Min søn har helt styr på det med anatomi).

Nu er baby blevet så stor, at Ryan ikke længere mener, at den er klam. Til gengæld må den meget gerne snart tage at komme ud, så han kan lege med den forstås. Indtil da har han en drengebaby i sin mave og jeg har en pigebaby i min. Navnevalget er også helt på plads. Vores søn har bekendtgjort, at “hun” skal hedde Emily – opkaldt efter figuren fra Tim Burtons “Corpse Bride”, som Ryan er dybt fascineret af og kaldte “pige mæ babber” indtil han fandt ud af, at hun hed Emily… Faderdyret og jeg har ikke kunnet blive enige om pigenavne, så bliver det en pige, kommer hun formentlig til at hedde Emily - hvis altså jeg kan kapere associationerne til den barmfagre, men morbide, skønhed.

Der er sket lidt af hvert i årets løb, der har afledt min opmærksomhed fra blogland. Men nu, NU, er jeg ved at have fuldendt oprydningen i mine øvrige tidsfordriv – håber og tror jeg da.

Men, nu hvor et nyt år er indledt er det vist tid til at gøre status over det gamle. Min hukommelse vil dog ikke være med på andet end en decemberstatus.

Kombineret fødsels- og bryllupsdag blev vel overstået med et besøg på Rex Republic og jeg blev fornemt begavet af min mand med Sony Ericssons nye vidunder, Satio

Med gaven medfulgte besked om, at den udgjorde både fødsels- bryllups- og julegave for de næste par år Telefonen slår med flere længder den stegepande jeg købte i julegave til mig selv sidste år, så det er i orden. Jeg og Satio har allerede indledt et hedt kærlighedsforhold – også selvom sms-funktionaliteten ikke er som ønsket. Men der er ingen tøven herfra: iPhone go home!

Både jul og nytår er ligeledes vel overståede, men det obligatoriske julebillede af Djævleynglet blev der ikke meget af. Til gengæld genbrugte jeg da bare billedet fra sidste år, som ikke nåede at blive sprøjtet ud til familie og venner. Endnu har ikke én opdaget (eller har i hvert fald undladt at kommentere), at han er et helt år yngre end tilfældet er. Beskidt, snottet, men nuttet som bare pokker.

Samme dreng, nu 3½ år, har også lært sig selv at skrive små ord, til forældrenes overraskelse og stolthed. Uden terpen og pacen har knægten lært sig at skrive “Ryan”, “mor”, “far”, “mormor”, “morfar”, “Deb”, og “baby”. Vi fandt ud af det ved et tilfælde, da han som vanligt legede med min PC og kaldte fordi vi skulle se, at han havde skrevet sit navn (“jaja, den er god med dig min dreng” tænkte moderen og blev meget klogere).  Til gengæld er det fortsat svært at tælle til ti, når nu fire er verdens mest fascinerende tal og derfor helst skal gentages mere end et par gange på den lange vej fra et til ti.

December er passeret og dermed også en magisk grænse og en veloverstået scanning, så nu er jeg rede til at dele nyheden med internettet Den smukke mave er desværre ikke min, men jeg er allerede godt på vej til at være ’småtyk’.